Høstnat

Det tasser og lever i skogen

Endskjønt det er natten og alt er til ro

Jeg ligger på ryggen og tænker i mørke

Og kjender mig vokse og gro

Jeg ligger og skriver på himlen

Og bortover stjærnernes hær med min sko

Det tasser og sysler i skogen

Den lyd ifra stråene kjender jeg før

De sydet så gule idag i solen

Nu knækker de over og dør

Og granernes nåler falder

Den lyd er så inderlig liten og skjør

Det er ikke andet som lyder

Men slikt er vel fare og støy for en mus

Da skjælver hun ind under lyng og blader

Og har ikke bedre hus

Jeg tænker hvor lydløst dèt lever

Som lever hernede i grams og i grus

En ser dem iblandt fare sammen

Og puste med brystet så dirrende tit

Og vente så rådvildt om noget vil hænde

Når mennesket nærmer sig litt

Det er vel når mennesket kommer

For musen som fjælde som kommer i skridt

Det strømmer ind på mig altsammen

At alle de bittesmå liv er nær

Som jeg er så svær for disse har alle

Et noget som sværere er

Jeg rykker min sko tilbake

Som skrev over himlen og stjærnernes hær